Doto fragilis
(Forbes, 1838)
[ do-to fra-gi-lis ]
Karakteristiske kendetegn
- Længde op til ca. 34–35 mm
- Smal, men relativt kraftig krop
- Ensfarvet hvidlig til gullig grundfarve, ofte semitransparent
- Spredte hvide pigmentprikker på krop, fod, mundflapper og rhinoforer
- Lange, glatte, fingerformede rhinoforer med kort, tragtformet rhinoforskede
- Tydelige næsevinger mellem rhinoforer og mundlapper
- 8–10 par kogleformede rygudvækster med 8–12 ringe af koniske kogletuberkler
- Hvide knuder inde i kogletuberklerne, der giver et kornet udseende
Lignende arter
Doto fragilis indgår i et komplekst artskompleks med flere nært beslægtede arter.
Den kan især forveksles med Doto crassicornis, som dog adskiller sig ved kortere, tykkere rhinoforer og mere kompakte rygudvækster.
Juvenile individer kan være vanskelige at bestemme sikkert uden detaljeret kendskab til rhinoforernes og rygudvæksternes form.
Beskrivelse
StørrelseDoto fragilis kan blive op til ca. 34–35 mm lang.
KropsformKroppen er smal, men relativt kraftig og langstrakt, og foden er bred og kraftig, fortil afrundet ved hovedet med tydeligt markerede fodhjørner.
Hovedet er langt og smalt med korte, afrundede og glatte mundflapper.
Farvetegning og pigmenteringGrundfarven er oftest hvidlig til svagt gullig eller lysegul og ofte semitransparent, men kan variere og i nogle tilfælde have et brunligt skær.
På kropsoverfladen ses spredte, små hvide, let hævede pigmentprikker, som også kan forekomme langs fodens rand, på mundflapperne og på rhinoforerne.
Hos nogle individer kan pigmentprikkerne danne en brudt linje midt på ryggen fra området bag rhinoforerne og bagud mod halepartiet.
RhinoforerRhinoforerne er lange, slanke, fingerformede, glatte og gennemsigtige og udspringer fra en kort, tragtformet rhinoforskede.
Rhinoforskedens rand er oftest glat, men kan være svagt ujævn eller bølget, og rhinoforerne er omtrent dobbelt så lange som selve rhinoforskeden.
Mellem basis af rhinoforskedene og mundflapperne ses tydelige næsevinger.
GællebuskPå ryggen findes typisk 8–10 par kogleformede rygudvækster, som udgør artens gæller.
Hver rygudvækst har 8–12 koncentriske ringe af koniske kogletuberkler, ofte let opsvulmede, og inde i hver kogletuberkel ses små, hvide knuder, som giver et hvidt og kornet udseende.
Pseudobranchier ses tydeligt ved basis af rygudvæksterne på indersiden og er små, men velafgrænsede.
Habitat og levevis
Bundtype og levestedArten lever på hård bund, hvor dens byttedyr forekommer, herunder sten, skaller og andre faste substrater dækket af hydroider.
I danske farvande findes arten på fast bund med påvækst.
DybdeDoto fragilis er observeret fra lavere vand til dybder omkring 15–40 m.
Levevis og adfærdArten er tæt knyttet til sine fødeorganismer og opholder sig ofte direkte på eller i umiddelbar nærhed af hydroiderne.
Den lever skjult blandt kolonierne, hvor farven giver effektiv camouflage.
Føde
FødespecialiseringDoto fragilis er en specialiseret rovdyrart, der lever af hydroider (Hydrozoa).
Arten lever direkte på fødeorganismerne, hvor den både ernærer sig og lægger sine æg.
ByttedyrArten er registreret som fouragerende på blandt andet Halecium halecinum, Halecium muricatum, Nemertesia ramosa og Nemertesia antennina.
Reproduktion
Æg og ægstrengÆgstrengen lægges direkte på værtsdyret og fremstår som et bredt, bølget eller foldet hvidt bånd, ofte beskrevet som harmonikaformet.
Ægstrengen kan indeholde et meget stort antal æg, og æglægningen sker i tilknytning til fødekolonierne.
ReproduktionsbiologiÆglægningen i umiddelbar nærhed af fødeorganismerne sikrer larverne adgang til føde umiddelbart efter klækning.
Forsvar
ForsvarsstrategiArtens primære forsvarsstrategi er camouflage.
CamouflageKroppens farve og de hvide pigmentknuder på rygudvæksterne efterligner effektivt hydroiderne, som arten lever på.
Der er ikke dokumenteret aktiv kemisk eller mekanisk forsvarsmekanisme hos Doto fragilis.
Udbredelse i Europa
Overordnet udbredelseDoto fragilis er vidt udbredt i det nordøstlige Atlanterhav og forekommer langs den europæiske Atlanterhavskyst fra Nordspanien og Portugal mod nord til De Britiske Øer, Island og Færøerne.
Geografiske kerneområderArten er almindelig langs Norges vestkyst og er rapporteret nordpå til Trondheimsfjorden. Den er ligeledes kendt fra svenske vestkystfarvande.
Udbredelse i farvandene omkring Danmark
Status i DanmarkI Danmark er Doto fragilis sjældent registreret, men arten er kendt fra dansk faglitteratur og enkelte observationer.
Dokumenterede fundForekomster er primært knyttet til vestlige og nordlige danske farvande med adgang til stabile bestande af hydroider.
Manglen på mange registreringer på Nudibranchia.dk afspejler sandsynligvis artens skjulte levevis og forvekslingsmuligheder med nært beslægtede arter.
FeltobservationObservationer er gjort i de køligere måneder og fra forår til sensommer, typisk ved vandtemperaturer svarende til tempererede nordatlantiske forhold.
Observationer og statistik
Statistisk overblikGraferne nedenfor viser statistiske oversigter over registrerede observationer af Amphorina linensis. Materialet belyser både sammenhænge mellem vandtemperatur og forekomst samt fordelingen af observationer på dykkerspots og farvande.
Anvendelse af graferneHver graf kan klikkes for visning i næsten fuld skærm, så detaljer, akseangivelser og relative forskelle kan aflæses mere præcist. Dette er særligt relevant ved brug på mobile enheder.
Etymologi
SlægtsnavnSlægtsnavnet Doto stammer fra græsk mytologi og henviser til Doto, en af nereiderne, havnymferne knyttet til havet.
I zoologisk navngivning anvendes mytologiske navne ofte symbolsk og henviser her overordnet til arternes marine levevis.
Slægtsnavnet blev etableret for at samle en gruppe små nøgensnegle med karakteristiske rygudvækster og tæt tilknytning til hydroider.
Inden for marin taksonomi anvendes Doto konsekvent som slægtsnavn for disse former, der traditionelt placeres i familien Dotidae.
Artsnavn
Artsnavnet fragilis er latin og betyder “skrøbelig”.
Betegnelsen anvendes i biologisk nomenklatur om arter med en spinkel bygning eller let beskadigelige strukturer.
For Doto fragilis henviser navnet til artens spinkle og let beskadigelige fremtoning, hvilket allerede blev bemærket af Forbes ved den oprindelige beskrivelse.
Slægts- og artsnavnet fungerer udelukkende som en taksonomisk identifikator og har ingen officiel dansk ækvivalent; det videnskabelige navn anvendes derfor konsekvent i både faglig og formidlingsmæssig sammenhæng.
Synonymer og originalnavn
Doto fragilis (Forbes, 1838)
Synonymer- Doto aurita (Hesse, 1872)
- Doto pinnigera (Hesse, 1872)
- Melibaea minuta (Forbes, 1844)
Melibaea fragilis (Forbes, 1838)